Hvornår gik vi fra at ridning og samværet med hestene var ugens højdepunkt, til ondt i maven og dårlig selvtillid?

Jeg husker tydeligt som barn, hvor meget jeg glædede mig til hver torsdag. For der skulle jeg nemlig til ridning. Den eneste følelse jeg husker er GLÆDE, og et kæmpe smil. Jeg elskede den ridetime en gang om ugen. Jeg følte mig som den heldigste i hele verden, og ikke et eneste strejf af utryghed eller bekymringer om hvad andre nu tænkte om mig!

Om på den anden side af bordet

Da jeg selv kom om på den anden side af manegen, og stod som underviser fik jeg en hel anden forståelse for hvordan det er at gå til ridning i dag. Der opdagede jeg at det var en helt særlig og unik måde jeg selv havde lært at gå til ridning på. Det var nemlig et sted, der gav plads til eleverne, og vi fik eneundervisning indtil vi kunne alt selv. Lige fra at hente hesten på marken, til at kunne galoppere selv. Først der kom vi på et hold!

I dag starter man til ridning, gerne på et hold med 6-8 ryttere. Børnene møder op fulde af håb og en glæde til hestene, men alt for hurtigt bliver den glæde byttet ud med usikkerhed, og frygt. Der er ikke tid til at få opbygget glæden og trygheden ved hestene. At gå til hest, kræver at man kan aflæse dyret. Den aflæsning kommer først når man kan grounde sig selv, og være til stede i nuet. At være til stede kræver at man har det godt mentalt selv, og kan rumme og mærke alle de skønne energier, som hestene giver. I stedet for oplevede jeg et kaos og uro ved mange af børnene. De krævede lang tid før de turde at slippe kontrollen, og stole på sin underviser, og ikke holde krampagtigt fast i den kasse de mentalt var fanget i.

Vi skal ned på jorden igen!

Selv i dag, hvor jeg ikke underviser på rideskole mere, men i stedet for en masse private. Så oplever jeg gang på gang den ene unge piger efter den anden. Som vitterligt bare ønsker at kunne nyde at gå til ridning. Men at ride på deres elskede hest, er blevet en bekymringsleg i stedet for. For de er jo ikke gode nok til at ride deres eleskede heste. GUD ER DE SÅ. Hvor er glæden ved ridning blevet af? Hvorfor er den blevet byttet ud med bekymringer og dårligt selvværd?

Det er ikke unormalt at en elev har udviklet nærmest rideangst, og jeg har mødt utallige ryttere, der har brudt sammen mens de sidder op på hesten, og grædt nærmest deres hjerte ud. Simpelthen fordi de ikke føler de er gode nok til at kunne ride deres helt egne hest.

Rideglæden skal tilbage!

Rigtig mange unge piger i dag, de vil kun deres heste det bedste. De undersøger nettet tyndt, og læser gerne forskning. De ønsker at lære mere, de ønsker at være nysgerrige. Men mange undervisere er for gammeldags, de mangler ny viden, og de mangler at basere deres viden på reel facts og dokumentation. Det kan ikke passe at en elev ikke tør at tage hageremmen af sin hest, i frygt for at deres underviser skal skælde dem ud!

Jeg gør en kæmpe dyd ud af at skabe dialog og undren. Jeg elsker at lære mere, og tester gerne en masse godt af. Men altid med udgangspunkt i hele hesten. Der skal være en god teori bag, og det kræver nørderi, før troværdigheden er der. Mit mål for alle mine elever er udelukkende, at de elsker og nyder at bruge tiden med hestene. Det skal ikke være en kamp at gå til ridning, men det skal være en leg, og en dialog mellem hest og rytter. Hestene fortæller så meget bare når vi kigger på dem, så lyt til dem og lyt til dig selv.

Overgangen fra amatør til semiprof

Jeg kan tydelig huske den rejse jeg havde fra at være amatør rytter som jeg kalder det. Det er der hvor man kan sine overordnede grundelementer af ridning. Man er stabil på LB-LA niveau i dressur og spring, og man begynder at lege med det virkelig tekniske i ridning, og ikke blot om at ride rundt, og få hesten til at slappe af. Overgangen her til det jeg kalder semiprof, det er her hvor man virkelig begynder at mærke efter i heste kroppen. Når man sidder der oppe, skal man nørde i: “Hvordan den bevæger kroppen, hvilke ben lægger hesten mest vægt på. Rette bitte små skævheder og hovedformålet: At få den bløde hånd, der virkelig kan være der for hesten i balance og ro!” Det er her man rent faktisk begynder at kunne uddanne hesten på en ordentlig og rolig måde, hvor der er minimum af konfliktadfærd. Det er her det er sjovt at ride.

Men det er her det virkelig kræver at rytteren har det mentalt godt! Vejen her til kræver at rytteren hviler i sig selv, og ikke er bange for at stille spørgsmålstegn. Det kræver så stor en mental styrke og ro oppe i knolden på piloten. For at man kan overskue at løse mikroproblemerne, som der opstår. Her skal man ikke tage det personligt, hvis det ikke lykkedes første gang, nej man skal være undersøgende, og bruge sin efterhånden store værktøjskasse til at få hestene til oprigtigt at gå og træde lige frem på alle 4 ben. Og ikke gå og små kompensere, som langt de fleste heste gør. Det er her ridning bliver rigtig sjovt!

Hvad er målet med at gå til ridning/hest?

Skal vi alle sammen rende rundt, og være proffer? Nej for dælen! Skal vi alle sammen havde en glæde med hestene? JA for dælen! Hestene skal være så fyldte med selvtillid, at de tør at stille spørgsmålstegn til os ryttere. Det tør de først, når vi selv har det godt og har overskud til at spørge hestene, og mærke når de fortæller os tingene. For alle heste fortæller os så meget, men mange af os hører dem først når de nærmest står og råber os i hovedet! Om vi primært rider skovture og hygger os, eller vi rider diverse landsstævner eller sågar internationale stævner. Så skal vi have rideglæden tilbage, og selvtilliden skal være i top. Så næste gang du ser en rytter der er presset. Så gå da lige hen og giv hende et selvtillidsboost. For overskud avler overskud.

Nyd hinanden

Det er mit mål, vi skal alle havde det godt og nyde vores hestene. Ingen er bedre end andre, og vi gør alle vores bedste! Så bliv ved og stil gerne spørgsmål, men med nysgerrighed og et åbent sind så kommer vi længst.

Tidligere indlæg:

Ride junglen! – rid med hjertet – Springrytter Michelle Tovgaard (horsejournal.dk)