En usynlig kamp
Jeg har i mange år gået med utallige smerter i kroppen særligt fysiske. Det føltes næsten som om, man blev opfattet som hypokonder, når man trådte ind ad døren hos lægen. Og ikke nok med det – hver eneste gang jeg skulle fortælle en fagperson, hvor skidt jeg egentlig havde det, endte det med, at jeg brød fuldstændig sammen i gråd.
Hver evig eneste gang blev jeg mødt med ordene:
“Vi kan se, du har ondt, men vi kan ikke se, hvad du fejler.”
Et liv uden svar
Jeg er blevet tjekket for stort set alt – og alligevel var der ikke ét eneste prøvesvar, der kunne give en forklaring. Men smerterne har i lang tid haft stor indflydelse på min mentale tilstand også. Gennem årene har jeg fået mindre og mindre energi til mine sociale relationer. Bare det at sidde med til en familiefødselsdag eller spise middag hos mine forældre kunne til tider føles helt overvældende. Dette er blot for at nævne en af tingene.
Heldigvis har jeg altid haft hestene som mit fristed og de er mine kammerater, der altid giver en ro og et nærvær.
En ny begyndelse
Men for to måneder siden kom jeg til en samtale på Skejby. Her blev jeg endelig mødt af en læge, der virkelig så mig. Jeg blev opstartet i et pilotforløb, hvor de forhåbentlig kan hjælpe mig – eller i det mindste give mig en forståelse for, hvor mine smerter stammer fra psykisk og fysisk.
Det startede med et fald
Mine smerter begyndte allerede efter et voldsomt fald fra en hest i 6. klasse, og siden da er det kun blevet værre. Heldigvis har jeg haft nogle fantastiske forældre, der altid har støttet mig.
Hestene har altid været mit fristed – især Belondo, som har været min trofaste ven gennem alle årene.
Når sanserne overvælder
En af de store udfordringer ved min sygdom er, at jeg i perioder bliver ekstremt sansesensitiv. Det betyder, at jeg opfatter både menneskers og dyrs følelser meget kraftigere end de fleste. Jeg kan så tydeligt mærke andres indre tilstand – og nogle gange må jeg simpelthen stoppe op og minde mig selv om:
“Det her er ikke mit at bære.”
Men det er også en gave. For det bedste, jeg ved, er at komme ud til hestene. Ikke nødvendigvis for at være social med de andre i stalden – men for at kunne kramme mine heste og finde ro 🥹
Et stærkere jeg – men også mere sårbar
Jeg har gennem mange år arbejdet intensivt med mit mentale mindset. Det gør, at jeg heldigvis står et stærkt sted i dag og har mulighed for at få den hjælp, jeg har brug for.
Men min sygdom betyder også, at jeg ikke tåler dårlig stemning – især ikke i stalden. For det går ikke kun ud over mig – det går også ud over hestene, og det mærker jeg så tydeligt 🥲
Heldigvis, er jeg så heldig at have det skønneste team af familie, og venner som hjælper til med hestene, og gerne vil tøffe med til stævne når jeg har brug for det. Det vigtigste her er også at vi har skabt et rum, hvor alle er lige meget værd, og alle er lige gode ligegyldt hvilket niveau man er på. Så er man pisse sej, og det er helt ligeværdige relationer!
Rygter og reaktioner
De seneste år har jeg gjort en dyd ud af at passe på mig selv. Men her på det sidste har jeg fået flere og flere meldinger om rygter, der florerer – om mig, om mine heste, og om ting jeg har eller ikke har sagt og gjort😅
Selvfølgelig bliver man lidt chokeret, og det sætter nogle tanker i gang. Men min største bekymring var faktisk ikke, hvad der var blevet sagt – det var, at det skulle skabe dårlig stemning i stalden.
For det kan jeg simpelthen ikke tåle. Min krop reagerer så voldsomt, og jeg ville blive virkelig ked af det, hvis det endte med, at jeg ikke kunne være i stalden længere.
Derfor blev mit fokus hurtigt:
“Det her skal stoppes.”
Jeg var egentlig ret ligeglad med, hvad der var blevet sagt – jeg ville bare ikke have, at det skulle skabe dårlig stemning.
En kærlig opfordring ❤️
Så please… næste gang du kommer til at tale over dig – eller har behov for at kommentere på, hvordan andre rider eller behandler deres heste –
så stop lige op og tænk dig om, hvis du så alligevel har et behov for at sige noget, så gå da direkte hen til personen og spørg hvorfor de gør som de gør, eller undre dig sammen med dem.
Vi kæmper alle sammen med noget. Nogle er bevidste om det, andre er ikke.
Men vi skylder hinanden at skabe gode og trygge rammer for os alle.
Lad os nyde vores elskede heste – sammen eller hver for sig ❤️
