Jeg møder så mange forskellige ryttere i min hverdag. Både i stalden, når jeg er ude at undervise og ikke mindst ved behandlingskunder. Overordnet set vil alle bare det bedste for deres heste! Men når man kigger på flere af dem og ser dem i øjnene er de så slidte og trætte. Særligt mentalt!

Ofte bunder det i, at de bare gerne vil gøre deres bedste for deres heste. De sørger for det bedste foder, den bedste foldmakker, boksen der står helt skarpt og man kunne blive ved. Alle rammerne er sat, men i det sekund de sætter sig i sadlen. Så kommer usikkerheden stormende frem. Alt ens glæde ved hestene bliver erstattet af frygt for at gøre noget forkert. Særligt frygten for at ødelægge deres heste fylder meget.

Jeg kan tydelig huske det selv fra da jeg var yngre. Jeg ville så gerne være en god rytter, og ejer til mine knuselskede heste. Man kom ud til stævnerne og så den ene prof efter den anden ride rundt på heste der så fantastiske ud! Det samme så man på instagram. Alle virkede så selvsikre og modige. Det hele kørte bare for dem. Hvorfor gjorde det så ikke for mig? Jeg blev så frustreret og forvirret at jeg nærmest ikke kunne ride en 20meter volte til sidst.

Jeg er i dag et godt sted mentalt. Jeg er stadig ikke den bedste rytter i verden. Men jeg har lagt så godt en fundament at jeg med god samvigttighed kan ride rundt på mine heste, og rent faktisk nyde rideturene!

Grunden til dette er udelukkende det mentale aspekt jeg har nørdet meget. Det handler i bund og grund kun om at connecte med hestene, og at være til stede. I det sekund man gør dette, så starter man et godt sted, på rideturen. Man kan sagtens blive usikker, og ikke lige have en løsning liggende, men hvis man bare er til stede, og afventer i balance, så fortæller hesten næsten altid hvad den har brug for.

Jeg har selv ledt i mange år efter en dressurunderviser der har det samme udgangspunkt som mig, men jeg har endnu ikke fundet det. Jeg prøver selv at ride ud fra at hesten skal være i lige balance. Når den er lige og balanceret kan man begynde at lave alt andet. Det er nærmest en god ting hvis hesten tager hovedet op, eller skynder sig lidt. For så prøver den nemlig at komme med en løsning og fortælle os noget!

Ridning er dælme svært!

Fordælen hvor kan det ridning være svært. Jeg har de seneste år stort set konstant haft et par heste inde i træning for en avler. Det har alle været ret tændte ungheste, som var helt rå. For hver hest vi fik igennem, jo mere rutine og bedre kunne man gøre det. Men når de først var tilredet, og man skulle begynde med den rigtige ridning. Så blev det dælme svært. Både fordi alle hestene var så forskellige, men også fordi de har så forskellige udfordringer i kroppen, som gør de reagere forskelligt. Lige pt er hestene ved at være godt stævne vante, og den ene skal debuttere i LA i spring her i weekenden, mens den anden lige er fyldt 5 og har gået en LB.

De er begge ikke de mest ridelige heste fra natur, men de er dælme kammerater. Jeg har været ret hård ved mig selv de seneste månder, for jeg kunne godt se at mange af de professionelles heste var en del mere skolet end mine to unge. Så jeg har trukket i dressur tøjet og der er blevet trænet en masse. Man glemmer virkelig hvor lang vej der er før at en unghest virkelig har accepteret og forstået ens hjælpere, samt det tager bare tid at bygge styrke på dem. Vi er stadig ikke i mål, og jeg er bare efter mig selv. For jeg skal virkelig være mere grundig i min daglige træning.

Presset på dig selv, skal ikke gå udover hesten!

Selv nu hvor jeg presser mig selv. Så er det så vigtigt at fordi jeg har en målsætning der skal nåes. Så skal frustrationerne ikke gå udover hesten. Det har jeg set alt for ofte. Folk begynder at få travlt, og de mister modet og overskudet over hvorfor det ikke går markant bedre end det gør. Når man når der ud, så bliver man ofte meget tunnelsynet og begrænset i sin ridning. Dette går ofte udover hestene, som så ikke har den velkendte og rolige rytter som pilot. Derfor altid rid din hest, via en god dialog og glæde, og når du så hopper af kan man evaluere eller lave en ny plan for næste ridetur. Men for gudsskyld lad nu hver med at hver enkel ridetur skal være et hårdt træningspas. Hav det sjovt og nyd jere heste!

Jeg plejer at presse lidt på i træningen 1 dag i ugen, også kan man lige tage ganske lidt fat dagen efter og se om hesten har forstået det, og hvis den ikke sidder helt i skabet. Så tøf rundt og rid en løsgørende og balancerende træning. For den giver langt mere end at skulle være frusteret. Og vupti før du ser dig om, så har hesten forstået hvad du mente, nærmest uden du har trænet det!

Øv det en dag i ugen og lad det ligge

Jeg har en 5 års, der er lidt tung i galoppen. Vi startede ganske lidt op på at changere lige inden jul. Vi øvede det 1 gang i ugen i 2 uger. Det vil sige 2 træningspas! Det var ikke ligefrem succesfuldt. Hoppen endte med at bytte et par gange hver gang, men hun begyndte at skynde sig, og det var ikke ligefrem kønt. Det gik en del udover grunddressuren, der var lagt i hende. Så jeg ændrede fokus, og har kun øvet balance og ro og accept af bidet i 2 uger nu, ikke et eneste changement. Igår red jeg en tur på hende, og hun var så sej. Så jeg lavede da lige en volte tilbage, og vupti det flotteste og afbalancerede byt kom der da lige fra den skønne hoppe!

Så sommer sumarum nyd jeres heste, og hver nu ikke for hårde ved jer selv! I er så skide seje alle sammen. SÅ lad os støtte hinanden, hvor vi er nu, i stedet for at være bedre end andre. Vi er alle forskellige steder i vores ridning, og det er skide godt!